Navitas borer huller i vandet
I denne uge starter Navitas Park projektet på havnefronten
i Århus med at undersøge jordforholdene på den kommende byggeplads.
Navitas, som skal huse Ingeniørhøjskolen, Maskinmesterskolen og en
afdeling af INCUBA Science Park, bliver placeret på sin egen ø,
hvor der i dag er havnebassin ud for Pier 2. Derfor kommer flere af
undersøgelserne til at foregå på havbunden ude i vandet. Til det
formål bruger man en såkaldt Jack-up platform, som sejles til
positionen, hvor der skal bores, hvorefter benene sænkes ned på
havbunden.
Der skal både foretages geotekniske boringer, som viser
undergrundens bæredygtighed og sætningsforhold, samt
miljøundersøgelser. Boringerne skal give ingeniørerne et billede af
jordbundsforholdene, så man kan beregne byggeriet. Byggeriet, der
skal huse ca. 2.000 studerende og 300 medarbejdere, bliver på ca.
39.500 etagekvm. og op til 34,5 meter på det højeste punkt.
Byggeriet bliver funderet på pæle og er planlagt til at gå i gang
til maj 2011. Navitas Park står færdigt i 2014. Byggeriet opføres
af et konsortium med E. Pihl og Søn i spidsen. GEO står for
boringerne til lands og på vandet, som vil foregå 2-3 måneder
frem.
Fakta om Navitas:
Navitas bliver opført på De Bynære Havnearealer i Århus på den
såkaldte Nordlige bastion, der bygges op som en selvstændig ø ved
Pier 2 ud for Nørreportkrydset. Huset rummer undervisnings-,
forsknings- og erhvervsaktiviteter samt i kælderniveau et
offentligt parkeringsanlæg med 450 pladser. Byggeriet er tegnet af
Kjær & Richter og Christensen & Co.
Pressemeddelelse udsendt den 10. august 2010
Lokalplan
Lokalplan for
området med Navitas
På ovennævnte side kan downloades forhøringsfolder
Dato: 24-09-10




