Om Navitas Park


Navitas Park bliver Århus' nye centrum for energi, innovation og uddannelse på De Bynære Havnearealer i Århus. Det ambitiøse byggeri kommer til at huse mere end 2.300 studerende, undervisere, forskere og iværksættere, når det står færdigt i 2014. 

Bag opførelsen af Navitas Park står Ingeniørhøjskolen i Århus, Århus Maskinmesterskole og INCUBA Science Park. Byggeriet kommer til at huse de to uddannelsesinstitutioner, der begge fraflytter deres nuværende bygninger i 2014, og en ny forskerpark med fokus på energi. Århus Kommune etablerer desuden et offentligt parkeringsanlæg i kælderen.

Førende videnscenter
Målet er med inspiration fra IT-byen Katrinebjerg at skabe et førende videnscenter og innovativt miljø inden for energi, miljø og byggeri, som med en placering i hjertet af Århus udgør førsteklasses rammer for uddannelser, innovation og iværksætteri.

Navitas Park bliver et åbent og levende bygningskompleks, hvor studerende, forskere, undervisere og erhvervsliv inspirerer hinanden til gavn for alle parter. Tanken er at skabe et internationalt konkurrencedygtigt og attraktivt miljø for både studerende, forskere og virksomheder.

Fokus på energi
Navitas Park bliver et byggeri med fokus på energi, og derfor er det et selvstændigt mål, at bygningen kommer til at fremstå som et internationalt fyrtårn for energibesparelser og anvendelse af energiteknologier. Bl.a. opføres byggeriet som Energiklasse 1. 

Med sin eksponerede beliggenhed er byggeriet samtidig en enestående mulighed for at demonstrere og synliggøre udviklingspotentialet i bæredygtige state of the art-energiteknologier, hvilket arkitekturen skal understøtte.

35.000 kvadratmeter
Navitas Park får ca. 35.000 kvadratmeter med faciliteter til uddannelse, forskning, udvikling og iværksætteri samt et offentligt parkeringsanlæg med 450 parkeringspladser. De tre institutioner (Ingeniørhøjskolen i Århus, Århus Maskinmesterskole og INCUBA Science Park) får hver deres egne lokaler og faciliteter, hvortil kommer fælles faciliteter i form af kantine, motionscenter, mødelokaler m.v.  

Navitas Park opføres sideløbende med et andet centralt byggeri på Århus Havn, nemlig Århus Kommunes kommende Multimediehus og nye havnebyrum, der åbner i 2014.

Tidsplan
Se en tidsplan for byggeriet her

Lokalplan
Lokalplan for området med Navitas Park
På ovennævnte side kan downloades forhøringsfolder.  

Rev. 13.08.2010