Uddannelse


Navitas skal lægge hus til diplomingeniørstuderende fra bygnings-, bygningsdesign- og maskinretningerne på Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet, maskinmesterstuderende fra Maskinmesterskolen og civilingeniørstuderende fra uddannelserne i mekanik og byggeri på Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.

Byggeriet skal med andre ord skabe rammerne for både udviklings- og forskningsbaserede tekniske uddannelser.

Derfor skal byggeriet understøtte alt lige fra klassisk auditorieundervisning for store hold over undervisning i klasser og seminarer til gruppebaseret projektarbejde, individuelt studiearbejde og arbejde i værksteder og laboratorier. Bygningerne skal samtidig understøtte et levende og aktivt studiemiljø, blandt andet med etablering af fredagsbar, motionscenter m.v.

Undervisningsfaciliteterne kommer desuden til at afspejle, at der både for ingeniørers og maskinmestres vedkommende er tale om studiemønstre under konstant forandring. Dermed skal faciliteterne kunne rumme både den hurtige omstilling over få minutter og over længere tid, fx omdannelse af lokalerne til andre undervisningsformål.

rev. 24. september 2010

Om Navitas

Navitas bliver Aarhus' nye centrum for energi, innovation og uddannelse på De Bynære Havnearealer i Aarhus. Byggeriet står færdigt i 2014 og kommer til at huse mere end 2.300 studerende, undervisere, forskere og iværksættere.

Konsortiet

Bag opførelsen af Navitas står Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet, Aarhus Maskinmesterskole og INCUBA Science Park.

Illustrationer